DK
1. september 2022

Stor profil fejrer 30-års jubilæum

Christian Nyborg, adm. direktør har 1/9 2022 30-års jubilæum. Christian har i årenes løb sat sit personlige præg på forretningen og har fortsat store ambitioner for de næste mange år.

Christian Nyborg startede i batterivirksomheden ACTEC tilbage i 1992, og der gik ikke mange år, før hans viden, passion og menneskelige kvaliteter gjorde ham til en prominent person i medarbejderstaben. I 2009 overtog han stillingen som adm. direktør, og Christian har siden da stået i spidsen for en rivende udvikling, der har forvandlet ACTEC fra en handelsvirksomhed til et højteknologisk produktions- og videnscenter med fokus på udvikling og test af specialudviklede batteripakker.

Fredag d. 2/9 markeres dagen i selskab med alle sine kolleger. Men den store milepæl bliver næppe den sidste, for historiens hovedperson har fortsat stor gejst og visioner for sin fremtid i firmaet.

Vil udvikle verdens bedste batteripakker

Man kan have lyst til at spørge, om man efter 30 år i samme virksomhed stadig kan vågne op og være begejstret for at gå på arbejde. Har man mødt Christian, vil man dog ikke være i tvivl: Svaret er et rungende ja. For, som han selv siger, så er der fortsat nye problemstillinger og spændende projekter, der skal løses.

Når ACTEC udvikler batteripakker til sine kunder, er der en lang række individuelle krav og specifikationer, der skal tages hensyn til. Og løsningerne skal være bedre end blot ”gode nok” - for den administrerende direktør har ambitioner om, at ACTEC også fremover skal være kendt for at udvikle batteripakker, der rykker på forståelsen for, hvad god batterilevetid er.

Ved at fokusere på kvalitet og højere levetid kan virksomhedskunder nemlig spare store summer. Samtidig er langtidsløsningerne med til at mindske behovet for udskiftning, så man bruger færre ressourcer og støtter op om et ”grønnere” forbrug.

Finder glæde ved at hjælpe

Det er i det hele taget muligheden for at skabe betydelig værdi for ACTECs kunder, der giver Christian stor glæde og tilfredshed i hverdagen, og han ser frem til at følge med på en rejse ud i fremtiden, hvor nye teknologiske produkter vil kræve nye avancerede batteriløsninger. Af samme grund kan man også regne med, at den randrusianske jubilar fortsætter i sin rolle et godt stykke tid endnu.

Christian har valgt at markere dagen ”uden det helt store ståhej”, men vil alligevel få en fin fejring af ACTECs medarbejdere på kontoret i Randers.